Bellis stod ude på deres toilet og børstede tænder, de andre fra E-huset var der også, de havde det rigtig hyggeligt. Klokken var snart kvart over 10, så de skulle til at gå ind på deres værelser. Bellis og hendes roomie, Rose, gik op på deres værelse. Overfor boede Tidsel og Brændenælde. De pjattede hver aften, men da de voksne kom, lagde de sig ind i deres senge. Både Bellis og Rose var virkelig trætte, så de faldt hurtigt i søvn. Men om natten vågnede Bellis, hun hørte nogle lyde nedenunder, hun gik ned af trappen og lyttede igen. De kom inde fra opholdstuen af, hun listede langsomt hen til døren og kiggede ind, der var ikke noget. Hun gik ind i rummet og kiggede rundt, intet. Da hun vente sig om stod Viol der, hun spurgte hvad der var galt. Bellis rystede bare på hovedet og gik op på sit værelse igen. Viol kiggede efter hende, men pludselig mærkede hun en prikke hende på skulderen, hun skreg op, og alle i E-huset kom løbende. Viol sad helt samme krøben i et hjørne, og vippede frem og tilbage som om hun er i trance, hun var helt hvid i hovedet. Hun fortalte at hun var blevet prikket af en på skulderen, og da hun så havde vendt sig om stod der en lille gennemsigtig pige. De andre begyndte at skralgrine og sagde hun var god til at finde på historier. Viol protesterede og sagde det var sandt, men ingen troede på hende. Folk gik op på deres værelser, undtagen Viol og Bellis. De stod og stirrede på hinanden. Med en spinkel stemme sagde Bellis ”det er hende der laver lyde om natten”, Viol nikkede stille.
Næste morgen vågnede Bellis tidligt, hun kiggede ned af sig selv og så at hun lå i en stor pøl af blod, hun skreg op. Rose vågnede med sæt og satte sig op i sengen, og kiggede over på Bellis og spurgte hvad der var sket. ”b-b-bl-blod, kan du ikke se det? det ud over mig…” stammede Bellis forskrækket over synet. ”hva’ fan’n snakker du om?” kom det fra Rose af. Med et kunne de høre inde fra den anden side af væggen Viol skrige op. Bellis løb der ind, og også hun var dækket af blod, men ingen andre kunne se det. Med rystende hænder og ben gik Bellis og Viol ned til badene, langsomt klædte de sig af og gik ind i badet. De tændte for vandet og mærkede hvordan de varme stråler sprøjtede ned på deres bare hud. Men lige meget hvor meget de vaskede sig, følte de at de var beskidte. Efter lang tid gik de ud af badet og tog tøj på, men netop da Bellis tog trøjen på mærkede hun en sart vejrtrækning i nakken, det rislede hende koldt ned af ryggen, da det gik op for hende at Viol stod foran hende. Med stive bevægelser vente hun sig om og så til sin skræk den lille hvide pige. Den lille piges øjne var kulsorte, hendes negle var lange og skarpe, men hendes hår var tyndt og let og bølgede som om under vand. Mens Viol stod lammet af skræk, tog den lille pige fat i Bellis arm. Bellis mærkede hvordan de skarpe negle borede sig ind igennem hendes tynde hud og ned i hendes sarte kød, hun mærkede hvordan blodet rendte ned af armen på hende, men på grund af skrækken havde hun ingen stemme til at skrige. Viol stod som forstenet, hun så bare de lange sorte negle bore sig ind i hendes arm. Da hun endelig kom til sig selv løb hun ud ad badeværelset, hun løb ud i gården og råbte om hjælp, ”hjælp, hjælp, Bellis, Bellis h-h-hu-hun har brug for hjælp”, flere kom hen og løb med hende tilbage til badeværelset, der lugtede forfærdeligt, der lugtede af blod, men der var ikke nogle der inde. De andre blev irriterede og sagde hendes lille leg ikke var sjov mere, de vente sig om og gik hen mod døren ind til opholdstuen, Viol løb efter og prøvede at få dem til at forstå. Men lige inden Rose, som gik forrest, fik fat i håndetaget sprang døren op, og inde i opholdstuen stod den lille hvide pige. Alle så hende, alle skreg og alle løb. Uden de pakkede nogle ting løb de, de løb og løb. Da Viol og hendes søster, smørblomst, kom hjem fortalte de ikke hvad der var sket, blot at de havde brug for at være hjemme. De lagde sig op i deres seng. Da de åbnede øjnene igen var det næste morgen. Da de kom ned var moren helt chokeret. de spurgte hvad der var galt, moren pegede blot på avisen. ”den uforklarlige tragedie på Høng efterskole” stod der som overskrift. de læste videre ” alle på Høng efterskole er blevet fundet døde, alle er blevet revet op. Alle der boede i E-huset meldes savnet, har du nogle information kontakt dit nærmeste politi”. de så over på deres mor, de begyndte at forklare hvad der var sket.
En måned efter: E-huset stod samlet rundt om de ca. 80 grave, alle med tårer i øjnene. Efter den dag var alt forandret i deres liv.
// Klokkeblomst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar