Medaljer, hvad er dog tanken bag dem? De har et underligt navn, er svære at spise og er indirekte med i Otto er et næsehorn, så der må enten være noget specielt ved dem, eller også bare en skør opfinder. Og alligevel smager de himmelsk, de kager med det underlige navn.
Medaljer er en udmærkelse der bliver givet som bevis for en ekstra ordinær indsats enten i sportsverdenen, hæren, eller bare i al almindelighed, så hvorfor er det egentlig at man har valgt at kalde en kage for en medalje? Man kunne vel have kaldt den alt muligt andet? Men når det nu er en del af navnet, at det er noget man for får en god indsats, så er det nok også det den er lavet som. Det kan være at den er lavet som en trøstepræmie, eller som en præmie ved en børnefødselsdag? En anden mulighed jeg tænker som værende sandsynlig er at den blev lavet som dessert til et borgerligt eller overklasse selskab, for at fejre et eller andet. Hvis man putter bånd på under en medalje, vil den faktisk ligne en rigtig medalje. Så selve udseendet i den passer til dens navn, det kan selvfølgelig være årsagen til navnet. Selvom det ville være en ret kedelig grund, uden nogen videre historie, så jeg vælger med urokkelig tro, at tro på at der er en eller anden grund til at man har kaldt dem medaljer. Det ville nu være blandt de mest fornuftige årsager jeg kan tænke mig frem til, at være grunden for kagens specielle navn.
”En taber, eller en vinder, kage, det er spørgsmålet” er en meget passende omskrivning af Shakespeares berømte citat fra hamlet, for er medaljen lavet som en kage til vindere, eller tabere? Tja det er der ikke rigtig et sikkert svar på, siden den kan være lavet som begge dele. Det ville jo være en dejlig trøste præmie at få, når man lige har tabt dm i 5km løb, den ville i hvert fald give mere nydelse i det øjeblik man fik den, frem for en metalplade om halsen som man ikke kan spise. En medalje vil nu også gøre det godt som en præmie, det ville blive en kæmpe succes ved fødselsdage, eller en fest for at fejre en stor præstation. Jeg tror egentlig lige meget på at det kan være en taber og en vinder kage. Men det vil være en større nydelse at få en kage når man har vundet, end når man har tabt, for hvad skal man alligevel med metalplader som præmie?
For mig hænger medaljer uløseligt sammen med ”Otto er et næsehorn” som jeg så for en del år siden som musical. Det var der hvor læreren skulle købe noget jeg ikke kan huske i bageren, hvor lidt efter Tobber kommer ind og skal have tolv rugbrød som de ikke vil sælge ham. I musicalen sang bagerkonen, som var spillet af en mand, en sang om alle de kager de havde, ”Er de dagens helt, så køb dem en medalje” var hvad de sang om medaljer. De havde fået lavet sangen, så hvad de sang var i sammenhæng med kagens navn. Og det der med dagens helt er noget der bare er blevet siddende i mit hoved, det vil bare ikke ud.
Ingen onde intentioner om medaljer fra min side, jeg elsker medaljer, men de er ikke nemme at spise. De er en flødeskumskage med to lag mørdej, kagecreme, flødeskum, og muligvis jordbær og glasur. Med et enkelt lag mørdej ville man sagtens kunne spise den, uden at den gik i stykker. Men det er det endnu ikke lykkes for mig med en almindelig medalje. De knækker altid, og de før så flotte medaljer er gået i stykker, hvilket dog aldrig har påvirket smagen. Det må være et bevis på at det var borgerskabets eller adelens ide med medaljer. Ingen almindelige mennesker ville da lave en kage så svær at spise, at det ville være en kunst at spise dem så de ikke falder sammen. Kagerne er jo små kunstværker der handler om balance. Jeg har selv prøvet at lave medaljer, og det var ikke helt nemt. At få cremen til at ligge pænt samtidig med at mørdejen skal ligge vandret kræver sin kunstner, passer man ikke på bliver kagecremen smasket ud som en vandballon der har ramt sit mål, hvilket egentligt er ret klamt.
Noget andet der vel egentlig også er ulækkert ved medaljer, er hvor meget fedt, og sukker der er i dem. Bare i kagecremen må der være en halv dags fedt ration, og hvis der ikke er det allerede, så er der det helt sikkert når man også spiser flødeskummen og mørdejen hvor der er meget smør i dejen. Så den smukke kage er i virkeligheden en synder! Som smager rigtig godt… Det er desværre virkeligheden at alle de lækre kager hos bageren er nogle kæmpe store fedt/sukkerbomber som eksplodere i vores maver. Men det at spise dem engang imellem har nu heller aldrig gjort skade, for jeg synes livet er for kort til ikke nyde de små glæder. For alle elsker at spise kage, og alle normale mennesker gør det engang imellem, også selvom de er det helvede at spise pænt som medaljer er. Jeg tror faktisk at vi næsten er blevet for opsat på ikke at spise ”usundt”, vi snakker om det konstant og holder så meget øje med alt det vi putter i munden, at de hyggelige stunder med eftermiddagskage fuldstændig bliver ødelagt, eller at man slet vil lade folk prøve at opleve dem. Det synes jeg ikke vi kan være bekendt, for har alle ikke gode minder i forhold til kage? Det synes jeg ikke der noget der skal kunne ødelægge, heller ikke en kaloriebombe af en medalje.
Medaljer har normalt ikke meget med kager at gøre men i dette tilfælde gør de, hvad grunden til de hedder sådan end må være. Der er mange underlige ting forbundet med dem som man kan tænke længe over uden at få et endegyldigt svar. Der bliver glædeligt sunget om dem i Otto er et næsehorn, og sundhedsfanatikere ville aldrig kunne drømme om at røre dem. Man kan endda finde på over hundrede mere eller mindre fornuftige grunde til deres navn. I det hele taget ret meget, taget i betragtning at det er en sagesløs kage, man kan spise på ti minutter, og så er den ude af historien. Der er en forbindelse til alt, selv sagesløse små medalje.
